På samme tid sidste år gik jeg i gang med at hækle et tæppe. Jeg havde en helt klar ide om hvordan det skulle se ud, i hovedet. Så i stedet for at tegne det op, som jeg normalt gør, hæklede jeg løs. Det gik også virkelig godt - indtil jeg skulle hækle de 140 lapper sammen, og min plan ikke helt holdt i praksis. Det fungerede bare ikke…
Herefter kom tæppet lidt i skammekrogen. Jeg gik og grublede over hvad jeg skulle gøre med alle lapperne, og havde meget mere lyst til at hækle alle mulige andre ting.
I februar, da jeg skulle til Østen, besluttede jeg mig til at hækle det færdigt, og tage med derud, som en gave. Her var jeg bare (som jeg ofte er) lidt for tidsoptimistisk, og jeg kunne se, at jeg bare ikke kunne nå det. Og måske var det også ok, for vel ankommet kiggede min mor og jeg på hinanden og blev enige om at man måske ikke ret tit har brug for et uldtæppe i Cambodia!
For et par uger siden lovede jeg mig selv, at nu skulle det projekt vinges af. Og her er det færdige tæppe. Det er egentlig blevet ret ok, synes jeg. Og nu kan jeg, med helt god samvittighed, begive mig ud i nye hækle-eventyr :)
Facts:
Tæppet er hæklet i Kauni: 3 ngl. HH1 lys grå melange, 1 ngl. SS3 aqua, 1 ngl LL1 lys lilla, 1 ngl. LL6 blomme, 1 ngl. RR8 lime, 1 ngl. RR7 støvet grøn, 1 ngl. JJ4 lyng, 1 ngl. ZZ petrol
Mønstret er Yndlingstæppet, men jeg har hæklet 10 x14 lapper (i stedet for, som i det oprindelige mønster 9 x 12) - og så har jeg hæklet det sammen med kædemasker, efter Lutter Idyls anvisning. Det er lidt mere langsommeligt, men det bliver fladere - og rigtig pænt!